Så er HAVLEIKUR 2022 startet med en ungdomslejr på Sandur. Der er omkring 40 deltagere i alderen 15-25 år, der knytter venskabsbånd på tværs af de nordiske lande.
I går har de unge mennesker danset folkedans og været på tur i Sandur, hvor de bl.a. har set Gívurnarstein, eller Troldkvindestenen, som kvinder på Sandur har strikket tøj til.
Udover at lære folkedans kommer de unge på en udflugt i Skúvoy, hvor Sigmundur Brestisson, den færøske sagnhelt, der siges at have bragt kristendommen til Færøerne, boede og er begravet. Derudover kommer de til at opleve det legendariske dansegulv i Dalur, hvor gulvet sætter ekstra fut i dansen, sådan som det vipper.